Betal den korrekte skat i 2026 – tjek din forskudsopgørelse
Din forskudsopgørelse for 2026 er nu tilgængelig på skat.dk. Et hurtigt tjek kan sikre, at dine skatteoplysninger stemmer med din aktuelle situation. Her får du en praktisk guide til, hvad du bør være opmærksom på.
Fagligt nyt
Skattestyrelsen beregner din forskudsopgørelse automatisk ud fra tidligere indkomstforhold. Men to år er sjældent ens – ændringer i job, bolig, pension eller investeringer kan hurtigt påvirke din skat.
Studerende – hold øje med fribeløbet
Modtager du SU, bør du tjekke:
- Om din status ændres til hjemme- eller udeboende i 2026, da det påvirker SU-beløbet.
- Om du forventer ekstra indkomst ved siden af SU. Overskrider du fribeløbet, kan du reducere din skattepligtige indkomst ved at indbetale til en arbejdsgiveradministreret pensionsordning – og undgå at skulle betale SU tilbage.
Pensionist – justér for ændrede fradrag og indkomst
Bliver du pensionist i 2026 – eller er du det allerede – så gennemgå forskudsopgørelsen grundigt:
- Fradrag for befordring, a-kasse, fagforening og pensionsindbetalinger videreføres ofte automatisk, selvom de måske ikke længere er relevante.
- Har du pensionstillæg, skal du være opmærksom, hvis du også har anden indkomst, fx privat pension, kryptovaluta eller aktieindkomst. Disse indtægter kan reducere tillægget og i værste fald medføre tilbagebetaling.
Lønmodtager – husk ændringer i job eller vilkår
Skifter du job i 2026, bør du:
- Opdatere den forventede indkomst.
- Tjekke ændringer i pensionsindbetaling, befordringsfradrag eller fri bil.
- Være opmærksom, hvis du går fra fri bil til egen bil – det kan give nyt fradrag.
Selvstændig – få styr på resultat og opsparing
Som selvstændig skal du vurdere, om det forventede resultat for 2026 passer med dine egne prognoser:
- Bruger du virksomhedsordningen, kan du vælge at opspare overskud til kun 22 % foreløbig skat.
- Husk særlige fradragsmuligheder via pensionsindbetalinger.
- Overvej, om afskrivninger på aktiver skal udskydes – det kan være skattemæssigt fordelagtigt.
Generelle punkter, du bør tjekke
Uanset din situation kan følgende påvirke din skat:
-Bidrag og fradrag: Ægtefælle- og børnebidrag samt indtægter heraf.
-Håndværkerfradrag: Grønt fradrag op til 9.000 kr. pr. person i 2026.
-Servicefradrag: Op til 18.300 kr. pr. person – dækker nu også reparation af hvidevarer.
-Befordringsfradrag: Justér ved nyt job, ændret transportafstand eller ændring i firmabil.
-Gaver og velgørenhed: Fradrag op til 20.000 kr. i 2026.
-Bolig og lån: Køb/salg af bolig, låneomlægning i 2025 eller planlagte handler i 2026 kræver opdatering af boligskatter og rentefradrag.
-Pension: Fradrag for ratepension og ophørende livrente op til 68.700 kr. i 2026.
-Livsvarige pensionsordninger: Har særlige regler – søg rådgivning for optimal udnyttelse.
-Kryptovaluta: Beskatning er kompleks – få professionel rådgivning.
Kontakt
Hvis du har brug for et servicetjek af det skattemæssige samspil mellem din virksomhed og privatøkonomi, er du naturligvis velkommen til at kontakte os i Christensen Kjærulff.
Kilde: Denne artikel er udgivet i FACIT

