Forside Indsend årsregnskabet og oplysningsskemaet til tiden, og undgå bøder

Indsend årsregnskabet og oplysningsskemaet til tiden, og undgå bøder

Fristen for indsendelse af kalenderårsregnskaber 2025 er 30.06.2026. Ved for sen indsendelse pålægges ledelsen afgifter, og virksomheden risikerer i sidste ende tvangsopløsning.

Fagligt nyt

Fristen for virksomheder i regnskabsklasse B og C for indsendelse af årsrapporten til Erhvervsstyrelsen er 6 måneder efter regnskabsårets udløb. Det betyder, at fristen for indsendelse af kalenderårsregnskaber 2025 er 30.06.2026.

Hvis fristen overskrides, sender Erhvervsstyrelsen et såkaldt påkravsbrev til virksomhedens digitale postkasse indeholdende 2 frister:

  • 8 hverdage
  • 4 uger

 

Hvis årsrapporten indsendes inden 8 hverdage, vil Erhvervsstyrelsen ikke foretage sig yderligere. Der vil dog stadig være skattetillæg fra Skattestyrelsen vedrørende selvangivelsen, jf. særskilt afsnit nedenfor.

Hvis årsrapporten indsendes efter 8 hverdage, pålægges hvert enkelt medlem af virksomhedens øverste ledelse følgende afgifter:

  • 500 kr. for første påbegyndte måned
  • 2.000 kr. samlet for anden påbegyndte måned
  • 3.000 kr. samlet for tredje påbegyndte måned

 

Afgiften er maksimeret til 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem og sendes til ledelsesmedlemmets personlige digitale postkasse, når den forsinkede årsrapport er modtaget og offentliggjort af Erhvervsstyrelsen.

Overskridelse af fristen på 4 uger

Udover afgifterne nævnt ovenfor, kan Erhvervsstyrelsen sende virksomheden til tvangsopløsning hos Skifteretten, hvis årsrapporten indsendes efter fristen på 4 uger.

En tvangsopløsning kan have store konsekvenser for virksomheden og dens ejere, både i form af hæftelse for krav mod virksomheden og så de skattemæssige aspekter.

Under visse betingelser kan en virksomhed genoptages, selvom den er sendt til tvangsopløsning hos Skifteretten, men der vil her være omkostninger til udpeget likvidator, revisorerklæring og evt. retablering af selskabskapital. Der er desværre også tilfælde, hvor virksomheden ikke kan genoptages, og tvangsopløsning dermed ikke kan forhindres.

Overskridelse af fristen for oplysningsskemaet

Ved overskridelse af fristen for indsendelse af oplysningsskemaet skal selskaber betale et skattetillæg på 400 kr. for hver dag, fristen overskrides. For selskaber med kalenderårsregnskab 2025 er fristen for indsendelse af oplysningsskemaet den 30.06.2026. Skattetillægget beregnes fra første dag, og der udsendes ikke et påkravsbrev.

Det maksimale skattetillæg udgør 10.000 kr. pr. selskab. Samtidig er det værd at være opmærksom på, at Skattestyrelsen i en sambeskatning beregner skattetillæg for hvert enkelt selskab, som ikke har indberettet inden fristen.

For personligt ejede virksomheder, herunder enkeltmandsvirksomheder, PMV’er og interessentskaber, er fristen for indsendelse af oplysningsskemaet den 01.07.2026. Ved for sen indsendelse udgør skattetillægget ligeledes 400 kr. pr. dag, dog maksimalt 10.000 kr. For personer med en skattepligtig indkomst under den relevante indkomstgrænse reduceres tillægget til 200 kr. pr. dag, dog maksimalt 5.000 kr. i alt.

Læs evt. videre på Skattestyrelsens hjemmeside for mere info.

 

Kontakt

Hvis du har spørgsmål til din konkrete situation, er du til enhver tid til velkommen til at tage kontakt til din revisor i Christensen Kjærulff.