ck_hero_image ck_hero_image
Tilbage

Få styr på skattereglerne, inden du køber julegaven

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det betyder, at du skal have styr på årets firmajulegave. For at dine medarbejdere ikke skal beskattes af julegaven, skal du dog være opmærksom på en række ting.

Så meget må julegaven koste

De gaver, du som arbejdsgiver giver dine medarbejdere, er som udgangspunkt normalt skattepligtige og beskattes på samme måde som løn. Dette gælder imidlertid ikke den årlige julegave, medmindre gavens værdi overstiger 800 kr. inkl. moms. Skattefriheden gælder kun for én årlig julegave.

Når det er sagt, så kan julegaver i form af naturalier være skattefri, selvom værdien overstiger 800 kr., blot den har en værdi på maksimalt 1.200 kr. inkl. moms. Men her det så vigtigt at være opmærksom på, at skattefriheden er betinget af, at der ikke er andre smågaver mv. over året fra arbejdsgiveren, der skal medregnes under den samlede skattefri bagatelgrænse for året på 1.200 kr.

Hvad med gavekort?

Mange tænker, at det er oplagt at give sine medarbejdere et gavekort, men selvom det virker som en god løsning, er det desværre ikke altid hensigtsmæssigt for medarbejderne. Gavekort betragtes nemlig som kontanter og er derfor skattepligtige uanset beløbets størrelse. Et gavekort kan dog være skattefrit, hvis gavekortet har et meget begrænset anvendelsesområde, og værdien højst udgør 800 kr. Nedenfor har vi et par eksempler på gavekort, der i praksis blev sidestillet med en naturaliegave og dermed skattefrihed.

  • Medarbejderen havde mulighed for at vælge mellem 25 forskellige gaver via internettet på en julegaveportal. Arbejdsgiveren havde på forhånd udvalgt de 25 gaver.
  • Et gavekort til en bestemt restaurant. Gavekortet gav ret til at vælge mellem tre forskellige menuer.
  • Et oplevelsesbevis, der gav adgang til én hotelovernatning inklusive morgenmad, alternativt to overnatninger på en campingplads. Oplevelsesbeviset kunne benyttes på en lang række hoteller og campingpladser.

Fælles for de nævnte eksempler er, at gavekortet mv. ikke kunne ombyttes til kontanter. Selvom gavekortet ikke kan ombyttes til kontanter, viser praksis dog, at ikke alle gavekort, hvor der kan vælges mellem forskellige naturalier, er skattefri efter den særlige julegaveregel. I en konkret sag påtænkte en virksomhed at give medarbejderne et gavekort, der ikke oversteg årets grænse for skattefrie julegaver. Medarbejderen kunne på en hjemmeside vælge mellem en bred vifte bestående af gaver i form af mad, drikke, restaurationsbesøg, kro- og hotelophold, wellness, adgang til diverse sportsaktiviteter mv. Flere gavekort kunne anvendes samlet til en enkelt aktivitet. Her var viften for bred, og Skatterådet udtalte, at gavekortet var skattepligtigt (blev sidestillet med et kontantbeløb).

Kontakt endelig en af vores revisorer på 33301515, hvis du i tvivl om, hvorvidt dine gaver eller dine gaveidéer skal beskattes eller ej.