ck_hero_image ck_hero_image
Tilbage

Kommende ændringer på skatteområdet

Finanslovsaftalen for 2020 blev præsenteret den 2. december, og nedenfor sætter vi fokus på to af de punkter, som kan have skattemæssige konsekvenser for en del personer.

Slut med forældrekøb i virksomhedsordningen

På nuværende tidspunkt kan man ved forældrekøb bruge den såkaldte virksomhedsordning, når man udlejer lejlighed til sine børn. Det betyder, at udlejningen sker på samme vilkår som ved anden virksomhedsdrift og giver derved særlige skattemæssige fordele, men med den nye finanslovsaftale er det snart slut med denne mulighed.

Ifølge aftalen vil forældre fortsat kunne købe en lejlighed og udleje den til deres børn, men det vil ikke kunne ske under virksomhedsordningen.

Ændringerne vil efter planen træde i kraft fra 2021, men de præcise regler vil aftalepartierne drøfte i løbet af første halvdel af 2020.

-Folk der tidligere har haft anden virksomhed med større opsparet overskud som følge, der nu alene står tilbage med en forældrelejlighed, skal overveje deres situation nøje med hensyn til de kommende regler, hvis de fortsat ønsker at holde virksomhedsordningen i live. Ligeledes skal forældre overveje betydningen af de forventede kommende offentlige ejendomsvurderinger, der formentligt kan indeholde en større værdistigning, hvis de går med overvejelser om fremskudt generationsskifte af værdier til deres børn. Tal derfor med din revisor om betydningen af de kommende regler, siger statsautoriseret revisor og partner hos Christensen Kjærulff, Peter Clausen.

Afskaffelse af hovedaktionærnedslaget

Gældende regler giver hovedaktionærer, der har ejet deres aktier fra før den 19. maj 1993 et nedslag på den skattepligtige avance på op til 25 pct. ved salg af aktierne. Finanslovsaftalen vil rulle disse særlige regler tilbage. Dette betyder en skattestigning fra 31,5 % op til 42 % af aktieavance ved afvikling af ældre hovedaktionærselskaber.

Ifølge aftalepartierne vil initiativet træde i kraft den 1. februar 2020.

-Det er endnu uvist, om der kommer overgangsregler, der sikrer en lempeligere indfasning. Hvis det ikke sker, bør man overveje muligheden for at afhænde aktierne. Vi holder øje med udviklingen, siger Peter Clausen.

Det seneste nye i udviklingen (11-12-2019)

Vi er blevet orienteret om, at der ikke kommer til at indgå en overgangsordning i den kommende lovtekst om afskaffelsen af ejertidsnedslaget. Dette betyder, at personer med selskaber der er ejertidsnedslag på, der ønsker at anvende nedslaget, senest januar måned 2020 skal have udløst aktieavancen. Vi har tanker om håndtering af denne problematik, så ring til os hvis du ønsker at diskutere hvorledes en løsning kan se ud.

 

Finanslovsaftalen indeholder flere punkter, der vil have skattemæssige konsekvenser, heriblandt stramning af beskatning af leasede biler og forhøjelsen af bo- og gaveafgiften. Har du spørgsmål til disse eller de overstående punkter, er du naturligvis velkommen til at kontakte din revisor.