ck_hero_image ck_hero_image
Tilbage

Kompensationsordningen for faste omkostninger er nu på plads

Nu er reglerne om hjælpepakken til faste omkostninger på plads, og her kan du læse mere om, hvordan hjælpepakken er skruet sammen, og hvorledes der skal ansøges.

Der forventes åbnet for ansøgninger den 8. april 2020, og ansøgningen skal være indsendt senest den 30. juni 2020, hvilket sker via Virksomhedsguiden.dk.

Vi står naturligvis klar med rådgivning om forberedelsen af ansøgningen og udarbejdelse af den lovkrævede revisorerklæring, der skal følge med ansøgningen.

Hvem er omfattet?

  1. Virksomheder, foreninger, fonde og selvejende institutioner (offentlige institutioner undtaget), der var registreret i CVR-registeret den 9. marts 2020, som har en omsætningsnedgang på mindst 40 pct. grundet Corona-krisen.
  2. De ved bekendtgørelse midlertidigt lukkede virksomheder, som du kan læse mere om nedenfor.
  3. De faste omkostninger udgør mindst kr. 25.000 for 3 måneders perioden 9. marts – 8. juni 2020, og de faste omkostninger ikke med rimelighed kunne have været afværget (f.eks. når en ophævelse af en aftale i stedet vil betyde, at en erstatning udløses eller f.eks. opsigelse af et lejemål, hvor grundlaget for virksomhedens fortsatte drift så ville bortfalde).

Hvor meget kan din virksomhed få i kompensation?

Hvor stor en andel der kompenseres, afhænger af omsætningstabet for den enkelte virksomhed (altså pr. CVR-nummer, hvorfor koncerner ikke kan ansøge under ét), og fordeler sig således:

  • Nedgang på 40-60 pct. i omsætning, så kompenseres 25 pct. af de faste omkostninger.
  • Nedgang på 60-80 pct. i omsætning, så kompenseres 50 pct. af de faste omkostninger.
  • Nedgang på 80-100 pct. i omsætning, så kompenseres 80 pct. af de faste omkostninger.

Kompensationen kan dog ikke overstige omsætningsnedgangen.

Der kan maksimalt opnås kompensation 60 mio. kroner pr. virksomhed.

Skal din virksomhed holde lukket?

En række virksomheder har af myndighederne fået forbud mod at holde åbent. Det gælder serveringssteder, indkøbscentre, stormagasiner, arkader og basarer, sports- og fritidsaktiviteter og virksomheder der indebærer tæt kropskontakt, hvilket vil sige bl.a. frisører, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker.

Hvis din virksomhed er omfattet af forbuddet mod at holde åbent og ikke har haft omsætning (fx ved webshop eller take away) i forbudsperioden, er man omfattet, og får 100 pct. kompensation af de faste omkostninger i forbudsperioden.

Forbudsperioden omfatter indtil videre perioden 18. marts – 13. april 2020.

Du kan samtidigt ansøge efter de almindelige regler for den periode, hvor din virksomhed ikke er påbudt lukket. Det kræver, at du sender to særskilte kompensationsansøgninger.

Virksomheder, der frivilligt, altså uden at der foreligger et påbud, holder lukket, er ikke omfattet af 100 pct. kompensationen.

Fx er tandlægevirksomheder ikke blevet påbudt at lukke og er derfor ikke omfattet af 100 pct. kompensationen. Det samme gælder andre sundhedsklinikker, som er opfordret af Sundhedsstyrelsen til at lukke ned, fx fysioterapeuter m.fl., der ikke udfører kritiske funktioner i.h.t. Sundhedsstyrelsens notat af 16. marts 2020.

Det essentielle er, at hvis du i princippet er lukket ned, men på grund af din sundhedsuddannelse udfører en kritisk funktion på fx et sygehus i nedlukningsperioden, får du ikke 100 pct. omkostningsdækning, idet du får lidt omsætning for at aflaste sundhedsvæsenet. Tandlæger må også udføre akutbehandlinger og afslutte igangværende behandlinger, hvilket alene af den grund får Ministeren til at sige, at så skal de ikke have 100 pct. omkostningsdækning.​

Hvordan opgøres omsætningstabet?

  1. Som referenceperiode opgøres omsætningen for perioden 1. april – 30. juni 2019.
  2. Omsætningen for kompensationsperioden opgøres som hovedregel for hele perioden 9. marts – 8. juni 2020.
  3. Det er alene dansk omsætning, der skal medtages herunder varer og tjenesteydelser for eksport, og omsætningen skal opgøres efter den sædvanlige (gængse) regnskabspraksis for omsætning. Omsætning fra udenlandsk filial indgår med andre ord ikke.

Bemærk, at der ydes ikke kompensation, hvis omsætningsnedgang skyldes, at virksomheden har undladt at fakturere og/eller at henføre omsætning til kompensationsperioden.

Hvad omfattes af faste omkostninger?

Der kompenseres for de faste omkostninger, der indgår i resultatopgørelsen for perioden 9. marts – 8. juni 2020 med den kompensationsandel, der er opgjort ovenfor.

De faste omkostninger omfatter som udgangspunkt følgende:

-Ejendomsomkostninger, fx husleje, ejendomsskatter, el og varme, nødvendig løbende renhold.

-Ordinære afskrivninger på materielle og immaterielle anlægsaktiver.

-Nødvendig vedligeholdelse af anlægsaktiver.

-Løbende serviceaftaler, altså forsikringer, leasingaftaler, abonnementer, IT-licenser m.v.

-Renteomkostninger (inklusive bidrag på realkreditlån) og gebyrer.

Husleje til koncernforbundent selskab eller nærtstående er omfattet af kompensationsordningen forudsat, at de betales efter sædvanlig praksis.

Tab på debitorer, advokatomkostninger og erstatninger, nedskrivninger og regulering af hensatte forpligtelser betragtes ikke som faste omkostninger.

Det er kun er faste omkostninger anvendt og afholdt i Danmark, der indgår (med andre ord indgår eventuel udenlandsk filial ikke).

Det er faste omkostninger for perioden, der kompenseres, uanset om de er betalt eller ej. Modtager du eksempelvis en udsættelse af huslejebetalingen fra udlejer, betyder det ikke, at du mister kompensation, men hvis du modtager en huslejenedsættelse reduceres kompensationen.

Der er udarbejdet en vejledning på 15 sider, der forklarer mere om, hvad der omfattes af de faste omkostninger. Denne kan du læse her.

 

Hvad skal dokumenteres og medtages i ansøgningen?

-Omsætningen for referenceperioden 1. april – 30. juni 2019.

-Forventede omsætning for kompensationsperioden 9. marts – 8. juni 2020.

-De faste omkostninger for referenceperioden 1. december 2019 – 29. februar 2020.

-De forventede faste omkostninger for kompensationsperioden 9. marts – 8. juni 2020.

-Hvis forventede faste omkostninger i kompensationsperioden afviger mere end 10 pct. fra opgørelsen af faste omkostninger i referenceperioden, skal der udarbejdes forklaring (fx at der er indgået bindende aftale på ny leasingbil).

-Der skal afgives en begrundelse for, hvorfor omsætningsfaldet skyldes COVID-19.

-Der skal afgives en tro og love-erklæring af virksomheden (hvorfor revisor ikke kan ansøge på dine vegne om kompensationen).

Revisorerklæring

Din revisor skal udarbejde en erklæring, der vedlægges sammen med ansøgningen om kompensation. Det er nemlig et krav, at der skal indsendes revisorerklæring fra en uafhængig godkendt revisor (statsautoriseret eller registreret revisor). Revisionserklæringen skal afgives med høj grad af sikkerhed, hvilket kræver en del arbejde at udforme grundlaget for.

Der godtgøres 80 pct. af omkostningen, dog maksimalt kr. 16.000 af omkostningen ved at få udarbejdet revisionserklæringen, hvis ansøgningen udløser kompensation.

Beløbsgrænsen dækker i mange tilfælde ikke de faktiske omkostninger ved at få udarbejdet revisorerklæringen. Bemærk, at revisorregningen skal medsendes kompensationsansøgningen for at blive delvist kompenseret.

Efter Corona-krisen

Senest den 8. december 2020 skal den faktiske omsætningsnedgang og de faktiske faste omkostninger opgøres for kompensationsperioden og oplyses til Erhvervsstyrelsen.

Hvis det viser sig, at man har fået for meget udbetalt i kompensation, eller at Erhvervsstyrelsen finder dokumentationen for at være utilstrækkelig, skal denne tilbagebetales med renter efter Renteloven (pt. 8 pct.). For lidt kompenseret bliver efterbetalt til virksomheden, foreningen, fonden eller den selvejende institution.

Erhvervsstyrelsen vil bl.a. sammenholde med moms- og lønsumsindberetninger for at se, om der er realiseret en omsætningsnedgang.

Er du nystartet virksomhed?

For nystartede virksomheder m.v. samt virksomheder hvor referenceperioderne ikke giver et retvisende billede, er der særlige regler for, hvorledes referenceperioder m.v. håndteres. Man skal dog have haft omsætning i mindst en måned for at være omfattet.

 

Læs mere om de øvrige hjælpepakker og tiltag i vores online guide.