ck_hero_image ck_hero_image
Tilbage

Låneordning for SMV’er

Med en ny hjælpepakke kan små og mellemstore virksomheder rentefrit låne indbetalt moms og lønsumsafgift med henblik på at styrke virksomhedens likviditeten.

Reglerne for ordningen er endnu ikke vedtaget, men forventes at blive vedtaget inden længe.

Hvem kan optage rentefrit lån svarende til moms?

Låneordningen gælder for alle SMV’er, der har indbetalt moms for andet halvår 2019 (de små virksomheder) og fjerde kvartal 2019 (de mellemstore virksomheder).

Det er et krav, at din virksomhed ikke har fået foreløbig fastsættelse af skatter og afgifter inden for de sidste 3 år, som virksomheden ikke har erstattet med en angivelse efterfølgende.

Vær opmærksom på, at hvis der i perioden fra den 9. april 2020 til den 15. juni 2020 har været gennemført ejerskifte i ejerkredsen på 50 pct. eller derover, skal der vedhæftes en revisorerklæring.

Vi har lavet en guide, der tager udgangspunkt i den indberetningsproces, du skal igennem på virk.dk, når du ansøger. Hent den her.

Hvem kan optage rentefrit lån svarende til lønsumsafgift?

De Virksomheder, der har indbetalt lønsumsafgift for 1. kvartal 2020 efter metode 4, kan få udbetalt lønsumsafgiften for 1. kvartal 2020 tillagt 25 % af lønsumsafgiften for overskud i indkomståret 2019 som et rentefrit lån.

Omfattet af metode 4 er bl.a. læger og tandlæger, fysioterapeuter og andre inden for sundhedsplejen, rejsebureauer, vognmænd m.fl.

Hvornår skal lånet tilbagebetales?

Fristen er sat til 1. april 2021.

Ansøgningsprocedure

Der er åbent for ansøgninger via virksomhedsguiden.dk fra d. 5 maj 2020 til til 15. juni 2020. Du kan enten selv udfylde og indsende ansøgning, eller du kan få din revisor til at gøre det.

Er din virksomhed en SMV?

SMV’er små og mellemstore virksomheder, der har under 250 ansatte og en omsætning under 50 mio. Euro (mio. kr. 372) og balancesum under 43 mio. Euro (mio. kr. 320).

Du kan læse mere om de forskellige Corona-hjælpepakker og tiltag i vores online guide. Christensen Kjærulff står klar til at hjælpe dig og guider dig gerne gennem hele ansøgningsforløbet. Kontakt os på 33301515 eller på ck@ck.dk.