Alle erhvervs- og udlejningsejendomme vurderes med tilbagevirkende kraft pr. 1. marts 2021. Disse vurderinger danner grundlag for ejendomsskatterne i 2022 og 2023. Indtil nu har mange virksomheder betalt skat på baggrund af ældre vurderinger fra 2012 eller senere omvurderinger, og overgangen til det nye system kan derfor medføre ændringer.
Først en deklaration – ikke en afgørelse
Processen begynder med, at ejendomsejeren modtager en såkaldt deklaration. Her fremgår de oplysninger, som Vurderingsstyrelsen lægger til grund for vurderingen, samt en forventet vurdering.
Det er en vigtig fase, som ikke bør overses. Deklarationen er nemlig den bedste mulighed for at reagere, hvis noget ikke er korrekt.
Ejere af andelsbolig- og boligudlejningsejendomme er de første, der modtager deklarationer. Herefter følger blandt andet ejere af kontor-, butiks-, logistik- og industriejendomme samt ejendomme med særlige arealer som natur, rekreative formål eller energianlæg.
Fokus på grundværdien
Et centralt element i de nye vurderinger er, at der for langt de fleste erhvervsejendomme kun fastsættes en grundværdi – ikke en samlet ejendomsværdi.
Grundværdien anvendes til beregning af grundskyld og eventuelt dækningsafgift. Den er en beregnet værdi til skatteformål og svarer ikke nødvendigvis til markedsværdien.
Da der handles relativt få erhvervsejendomme, tager vurderingsmodellerne i høj grad udgangspunkt i data fra boligmarkedet. Hvis en grund ikke kan anvendes til boligformål, vil værdien typisk blive justeret ned.
For ejendomme med 1-2 boligenheder beregnes der dog også en ejendomsværdi for boligdelen, som anvendes til ejendomsværdiskat.
4 uger – en vigtig frist
Hvis deklarationen indeholder fejl eller mangler, har du 4 uger til at reagere med en indsigelse.
Det er en frist, du bør tage alvorligt. Hvis du først klager over den endelige vurdering, kræver det som udgangspunkt, at vurderingen ændres med mindst 20 %, før klagen kan behandles.
Med andre ord: Det er langt lettere at få rettet fejl i deklarationsfasen end efterfølgende.
Hvad bør du kontrollere?
Når du modtager deklarationen, anbefaler vi, at du gennemgår oplysningerne grundigt. Særligt bør du være opmærksom på:
- Om BBR-oplysningerne er korrekte
- Om servitutter er registreret rigtigt
- Om der er forhold, der begrænser anvendelsen af grunden
- Om ejendommens øvrige data er fuldstændige og retvisende
Selv mindre fejl kan få betydning for vurderingen – og dermed for skatten.