ck_hero_image ck_hero_image
Tilbage

Nye regler for kompensationsordningen for faste omkostninger er trådt i kraft

Kompensationsordningen for faste omkostninger er blevet ændret med virkning fra 6. maj 2020 og gælder for alle ansøgninger fra og med 2. april.

Hvad er sket siden sidst?

I går kom med ikrafttræden den 6. maj 2020 en ny bekendtgørelse, der:

-Forholder sig til den udvidede kompensationsperiode

-Forholder sig til, hvorledes virksomheder med underskud sidste år skal opgøre deres underskud for en eventuel modregning heraf i kompensationsbeløbet

-Kommer med nye krav for, at man overhovedet er berettiget til kompensation.

Hvad er de ændrede betingelser?

Bekendtgørelsen samler op på de tidligere bekendtgørelser og efterfølgende politiske aftaler, hvorefter der er fastsat følgende ændrede betingelser:

-Virksomhed forventer mindst 35 % omsætningsnedgang grundet COVID-19 (før 40 %)

-Der kan ydes kompensation for perioden 9. marts til 8. juli 2020 (før 8. juni 2020)

-Det er frivilligt, om der søges for 3 eller 4 måneders kompensation

-De faste omkostninger udgør mindst kr. 12.500/16.666 for henholdsvis 3 og 4 måneders perioden (før mindst kr. 25.000 for 3-måneders perioden)

-Der kan ydes op til mio. kr. 110 i kompensation for samlede kompensationsperiode på 4 måneder (før mio. kr. 60 for en 3 måneders periode, hvorved det ”månedlige” maksimalbeløb således er sat op med mio. kr. 7,5)

-Virksomheder, der modtager mere end mio. kr. 60, må dog som hovedregel ikke have efterfølgende kapitalafgang i 2020 og 2021 (udbytte, kapitalnedsættelse m.v.). Medarbejderaktieordninger m.v. fra før 9. marts 2020 er dog stadig gældende

-Der skal ansøges senest 31. august 2020 (før 30. juni 2020).

Har du allerede ansøgt kompensation for faste omkostninger, og nu også ønsker kompensation for den 4. måned, skal der udarbejdes en ansøgning for denne måned.

Hvorledes opgøres underskud for eventuel modregning i kompensationsbeløbet?

Nu bliver det noget teknisk for mange, men udgangspunktet var, at:

-Hvis en virksomhed har underskud i det senest 8. marts 2020 aflagte årsrapport med balancedag 28. februar 2019 eller senere, skulle dette underskud reducere kompensationsgrundlaget (var der ikke aflagt årsrapport for 2019 senest 8. marts 2020, skulle der udarbejdes en resultatopgørelse for 2019, hvis denne viser underskud)

-Grundlaget reduceres med en fjerdedel for at svare til en 3 måneders periode

-Underskud vil herefter sammen med de faste omkostninger blive multipliceret med den kompensationsprocent, man er berettiget til (25-100 %, afhængigt af forventet omsætningsnedgang og/eller om man er påtvunget nedlukning)

-Eksempel: Havde man et underskud på kr. 600.000 sidste år, man vil søge for 3 måneders kompensation, og man var berettiget til 50 % omkostningskompensation, ville der skulle modregnes kr. 75.000 i kompensationsbeløbet.

Nu kan virksomheder med underskud i seneste aflagte årsrapport eventuelt undgå at blive modregnet for underskud, hvis:

-Underskud skyldtes ekstraordinære omstændigheder, og

-Hvis de seneste 3 årsrapporter for 2017, 2018 og 2019 (og skæve regnskabsår med balancedag i 2017, 2018 og 2019) under ét har positiv drift, eller hvis de 3 årsrapporter for 2016, 2017 og 2018 (og skæve regnskabsår med balancedag i 2016, 2017 og 2018) alle er overskudsgivende, kan der ses bort fra underskudsmodregning i kompensationsgrundlaget. Læs mere i Erhvervsstyrelsens vejledning.

Nye krav for, at man overhovedet er berettiget til kompensation

Bekendtgørelsen samler op på tidligere politisk aftale og kommer med nyt krav, hvorefter følgende krav skal opfyldes for, at man overhovedet er berettiget til at få kompensation:

-Virksomhed eller virksomhedens ejer (mindst 25 % ejerskab) ikke er i skattely

-Virksomhed har betalt og vil for året 2020 vil betale den skat, som de er forpligtiget til.

Der skal under strafansvar afgives en tro og love erklæring herom fra ledelsen.

Afsluttende overvejelser

Hvorvidt der skal ansøges om 3 eller 4 måneders kompensation bør overvejes nøje, hvis man forventer en atypisk omsætningsudvikling. Hvis de første 3 måneder forventes at give stort set ingen omsætning, men for den 4. måned forventer en omsætning næsten som før Coronakrisen, kan den 4. måneds omsætning betyde en samlet reduktion af kompensationsprocenten, der medfører en reduktion af kompensationen, der overstiger de faste omkostninger for 4. måned. Dette vil for de fleste ikke være rimeligt.

Hvis man kan undvære likviditeten midlertidigt (få finansiering på anden måde), kan det overvejes at afvente med at ansøge efter perioden 9. marts – 8. juli 2020 er overstået, idet der så kan beregnes ud fra de forskellige scenarier.

Se vores online brochure for en oversigt over de vigtigste hjælpepakker og tiltag.