Mød Line
En krøllet hjerne, der elsker systemer og struktur
Line er en af vores engagerede revisorer, som hver dag balancerer fuldtidsarbejde på kontoret med sine studier. Hun er i gang med sit andet år på cand.merc.aud. -uddannelsen i Aalborg, og rejser ugentligt til byen for undervisning.
Revisorer kan hurtigt få ry for at være tørre computerkrigere. Den fordom falder dog hurtigt til jorden, når man har mødt Line. Med sin krøllede hjerne, humoristiske personlighed og sine farverige jakkesæt, elsker hun den struktur og systematik, som revisorjobbet tilfører hendes hverdag. Line trives med detaljerne og den præcision, arbejdet med revision kræver.
"Jeg elsker at sætte ting i systemer – eller rettere sagt – det giver en absolut genial følelse af fuldstændighed, når arbejdspapirerne spiller," fortæller Line og tilføjer: "Det er helt sikkert også derfor, jeg trives så godt som revisor."
Med sine mange interesser og talenter kunne Line nemt være gået en anden vej i livet, men passionen for arbejdet og indsigt i tal har ført hende til branchen.
Det er dog ikke kun strukturen, der holder hende motiveret. "Af natur er jeg meget social og elsker at skabe nye relationer. I mit job får jeg både mulighed for at fordybe mig i arbejdet og samtidig bygge stærke bånd til vores kunder," siger Line og fortæller, at hun ser frem til en fremtid, hvor hun i højere grad får en rådgivende rolle.
Line bringer masser af energi til CK. Hun er en livlig sjæl, hvis humør og store smil smitter positivt af på kollegerne. Selvom hun stadig er forholdsvis ny i huset, er hun allerede populær blandt kunderne.
“Af natur er jeg meget social og elsker at skabe nye relationer. I mit job får jeg både mulighed for at fordybe mig i arbejdet og samtidig bygge stærke bånd til vores kunder.“
Taekwondo og fællesskab
Når arbejdsdagen slutter, skifter Line kontorstolen ud med aktiviteter, der styrker både krop og fællesskab. Hun har altid dyrket meget sport og det har ikke ændret sig efter hun blev revisor.
Taekwondo er en disciplin, som hun har dyrket og undervist i i mange år og har opnået sort bælte i. For Line handler taekwondo ikke kun om fysisk styrke, men om disciplin, respekt og det at være en del af fællesskabet.
"Det er vigtigt for mig at føle, at jeg udvikler mig, og jeg elsker at kaste mig ud i nye discipliner både på arbejdet og i sporten," fortæller Line.
Inden Line lagde sig fast på revisorvejen, var hun værnepligtig i sit sabbatår. Hun beskriver det som en tid med mange lærerige højdepunkter, hun har kunne tage med videre.
"Det har givet mig nogle af de bedste kammerater, jeg har i dag, og det er et uundværligt fællesskab,” siger Line og tilføjer, at netop de perspektiver kan drages over i revisionsarbejdet, hvor man også vil opleve hårde perioder, men med stærke personer at sparre med.
Line holder af fællesskabet i CK og det er vigtigt for hende, at alle føler sig inkluderet og tilpas i hverdagen:
"For det er vigtigt – for os alle."
